Lys, ild og farver

with Ingen kommentarer
Lysfest af Charlotte Christensen

 

Naboerne fik sig helt sikkert et syn, der stadig tales om, da Kibæk Fotoklub legede med lys, ild og farver.

Lysfest af Inga Nielsen

Det er alså sjovt og udfordrende at få flotte billeder ud af en ellers helt sort aften. David havde sørget for rekvisitter og instruerede om et godt udgangspunkt, og så var det ellers med at få jakken lynet godt tæt i halsen, huen ned over ørerne og få tændt stålulden, lyssværdet og lyssnoren.

Princippet er enkelt.

Med dit kamera på stativ indstiller du det på manuel. På den måde bestemmer du selv både lukkertid og blænde. Vælg en lukkertid, der modsvarer tiden for din bevægelse. For eksempel noget i intervallet 2-10 sekunder, som passede til bevægelserne af de forskellige lyskilder, som vi brugte denne aften.

Indstil blænden til noget der giver dig tilstrækkelig dybdeskarphed ved din valgte brændvidde. Hvis du bruger et teleobjektiv er dybdeskarpheden mindre end ved en vidvinkel. Så pas på med blænde 2.8 hvis du bruger en 70-200mm, da det lille blændetal på 2.8 giver dig en meget lille skarphedsdybde (især hvis du er tæt på motivet). Vælg for eksempel brænde 5.6-8 som udgangspunkt, og se på resultaterne.

Det er også et godt råd at holde sig på passende afstand af den brændende ståluld, som kaster ild og gnister, når det svinges rundt, til fare for både tøj og objektiver.

Lad være med at lege med brændende ståluld hvis der er fare for brand.

Tilbage er ISO, som indstilles manuelt på en værdi, som giver nok lys på dit billede. Den brændende ståluld lyser meget kraftigere end for eksempel et lyssværd, og denne forskel kan du kompensere for med dit valg af ISO.  ISO 800 kan være et godt udgangspunkt, men vær parat til at ændre efter forholdene. På aftenen blev prøvet alt fra ISO 400 til 4000.

Lysfest af Ellen Veng

 

Det at fokusere når det er mørkt, kan godt være noget besværligt. Kameraets autofokussystem behøver lys for at stille skarpt, men det hele er jo mørkt, før showet starter. Et trick er, at lyse med en lommelygte eller lignende, på personen som står klar til at svinge med lyset. Lyset fra lygten er oftest nok til at kameraet kan fokusere, men husk at stille objektivet på manuel fokus, efter at det har stillet skarpt, da det ellers begynder at jagte fokus, når du trykker på udløserknappen igen (med mindre du bruger “back-botton-focus”, men mere om det en anden gang). Når du skal fokusere igen, skal du stille tilbage til autofokus.

Så er du endelig klar.

Sådan en aften laver du ikke 100-vis af billeder. Alt går langsommere i mørket. Lukkertiden er lang, forberedelserne er svære uden lys og selv det at få sat ild i stålulden tager tid. Men resultatet er nogle sjove og anderledes billeder, som det ikke er muligt at se på anden måde.

Prøv det, og forsøg igen, hvis første forsøg ikke giver det ønskede resultat.

Vi sluttede aftenen med kaffe og hjemmelavet kage, alt i mens Martin fortalte om basis flash-teknik godt suppleret med demonstration af masser af udstyr.

 

Leave a Reply