Bogen WILD – Et fotografisk mesterværk bliver til

WILD bogopstart af Kim Andersen

Fredag den 11. september 2020 trykkede Helle og Uri Løvevild Golman på startknappen på de store trykkemaskiner, som skal trykke deres mesterværk WILD. Det er bogen med billeder af truede dyr på 7 kontinenter, som skal gives til Verdens ledere, for at de kan se den fantastiske natur, som vi skal bevare.

WILD bogopstart af Kim Andersen

Heldigvis kan vi andre også købe bogen, som er fyldt med fantastiske og rørende billeder af de dyrearter, vi bare ikke må miste. Med bogen i hånden står det lysende klart, at Verden bliver et fattigere sted, hvis disse prægtige dyr ikke længere er her. Elsk og beskyt dyrene – What you love, you will protect.

“What you love, you will protect”

Kvalitet i verdensklasse

Helle og Uri har valgt at trykke bogen hos Narayana Press i Odder, og det er professionalisme til det alleryderste af fingerspidserne. Hold nu op hvor er det flot arbejde ned i allermindste detalje, så jeg tør godt garantere, at både billeder og bogens kvalitet bliver i verdensklasse. Glæd dig!

Heldigvis har Uris genoptræning gjort, at han nu, sammen med Helle kunne trykke på startknappen til den bog, som næsten kostede ham livet at lave.

Kim og Jørgen V fra Kibæk Fotoklub var inviteret med til opstart af trykning. Det var en dejlig og meget rørende begivenhed, hvor Helle og Uri godkendte hver side før produktionen blev sat i gang. Det bliver en fantastisk flot bog opsat med et kunstnerisk blik for farver og figurer, og naturligvis trykt med alle opnåelige miljømærkninger på papir og trykkeproces. Igen, og igen kom trykkerne med sider til godkendelse, og for hver side kom Helle og Uri med eventyrlige forklaringer om hvor og hvordan netop dette billede var blevet til.

WILD og Kibæk Fotoklub

At Helle og Uri har et varmt hjerte for Kibæk Fotoklub er vist ingen hemmelighed. Det hele startede, da Helle i marts 2019 holdt foredrag for 350 mennesker i Kibæk. Uri var ikke personligt med til foredraget i Kibæk på grund af følgerne fra et knivoverfald i det afrikanske land Gabon, men han sendte en videohilsen til alle deltagere, og vi følte hans nærvær. Helle tryllebandt publikum og arrangementet var en bragende succes med et rigtigt pænt overskud til Project WILD, som blev overrakt ved foredragets afslutning. Læs mere om foredraget her og se oversigten over WILD artikler her.

Forudbestil din bog nu

Hvis ikke du allerede har forudbestilt bogen, kan du købe dit eksemplar her. Så kan du samtidigt læse mere om Project WILD og se flere af deres fantastiske billeder.

WILD bogopstart af Kim Andersen

Del artiklen