Fotocirklen: Ide – Planlæg – Udfør – Færdiggør – Vis

with Ingen kommentarer
Grafik af Jørgen D. Vesteraard

Du har sikkert hørt om eksponeringstrekanten, men denne gang er det en anden fotorelateret figur, vi skal kigge på – nemlig fotocirklen.

I fotocirklen er fototeknik ikke det primære, men det er derimod de andre aktiviteter, du skal igennem, for at lave dine drømmebilleder. Du vil opdage, at det fototekniske sansynligvis er den mindste og letteste opgave af dem alle. Men lad dig ikke afskrække, for fornøjelsen bliver så meget større.

Fotocirklen beskriver fem aktiviteter, som med garanti vil gøre dine billeder bedre og samtidig bevirke, at du (endnu) bedre kan forudsige og gentage dine flotte resultater. Og hvem vil ikke gerne opnå det?

Ikke mere snak. Fotocirklen lyder i sin enkelhed

Grafik af Jørgen D. Vestergaard

Ide

Det hele starter med en ide.

En ide om at lave et billede, hvor du kommer frem til din historie. En ide hvor du har udtænkt detaljerne i billedet lige fra dit hovedmotiv til komposition, dybdeskarphed og naturligvis lys, for- og baggrund, farver, figurer og kontraster og alt det andet, som tilsammen giver indhold og stemning.

Grafik af Emilie D. Vestergaard

Lad dig ikke begrænse af, at du ikke nødvendigvis ved, hvordan du skal lave billedet, men hold fast i tanken om det færdige billede. Hvordan skal det se ud, for at du vil hænge det på væggen over sofaen, eller give det til kronprinsen til hans næste fødselsdag (den 26. maj 2020)?

Jo mere ambitiøs og detaljeret din ide er, jo mere vil du lære undervejs for at komme til målet. Det er også helt ok at tage mindre skridt. Du bestemmer, og det er din ambition og dit tempo, som du skal holde fast i. Og naturligvis din ide.

Et eksempel på en ide kunne være, at få et billede af en brølende kronhjort op mod en flot solopgang.

Et andet eksempel kunne være et portræt af en landmand sammen med hans yndlingsko.

Et tredje eksempel kunne være et billede af kirken, med mælkevejen lodret over spiret.

Et fjerde eksempel kunne være fuldmåne over Rubjerg Knude fyr mens Dracula sidder ved et fint dækket bord og nyder et måltid mens hans tjener står klar ved siden af med en god flaske rødvin.

Ideer kan sagtes udvikle sig fra at starte enkle til at være omfattende og komplicerede. Det gode er, at du kan øve dig, og lave så mange billeder undervejs, som der er brug for. Og husk, at det du syntes er meget ambitiøst og avanceret i dag, bliver let og ligetil, når først du har prøvet det.

Det at komme frem til din ide er en kreativ proces, som du helt sikkert bliver bedre og bedre til, jo flere gange du øver dig. Som med mange kreative processer bliver det både bedre og sjovere, at udvikle ideen sammen med andre. Find nogen at være sammen med, så i er fælles om idéudviklingen.

Planlæg

Når du har formuleret din ide, kommer det hårde arbejde. Hvordan laver jeg billedet? Hvordan kommer jeg frem til min drøm?

Kort sagt må du igang med at udtænke og planlægge alt det, der skal til, for at du når i mål med dit billede.

Grafik af Emilie D. Vestergaard

Sat lidt provokerende op, så nytter det ikke noget, at du har fået ideen til at lave billedet af den brølende kronhjort ved solopgang, hvis du først er klar ved middagstid. Du er også nød til at overveje hvor solen står op, så du ligger klar med objektivet pegende i den rigtige retning.

Og før du overhovedet finder solopgangstider og dens placering, er det en god ide at undersøge, på hvilken årstid kronhjortene brøler mest, så du optimerer dine chancer mest muligt. Helt kort sagt, skal du gøre dit hjemmearbejde rigtigt grundigt, for at øge dine chancer for dit drømmebillede.

Er du måske nød til at lave et fotoskjul, for at komme til at sidde det rigtige sted, og skal du i det hele taget sidde, eller skal du ligge helt nede i græsset, for at få perspektivet rigtigt, og få nogle græsstrå med i billedet?

Jo flere detaljer du drømmer om i dit billede, og jo mere avanceret det er, des større er kravene til din planlægning.

Hvis du pusler med drømmen om Dracula og Rubjerg Knude fyr, er det det den store skitseblok du skal have gang i, for det kræver en hel del planlægning. Både med hensyn til det rette tidspunkt (hvornår står fuldmånen præcist i den rigtige position) og dine modeller med al sminkning og kostumer, for ikke at tale om alle de andre rekvisitter (stole, bord, dug, vase og blomster, vin (eller saftevand), tallerkner glas, bestik og så videre). Og det er endda før du begynder at tænke på hvordan du sætter lys på scenen – ikke for lidt og ikke for meget, og helt sikkert i den rigtige farve, størrelse og vinkel. Jo, hvis ikke du har tænkt det hele godt igennem, er chancen for success ikke overvældende stor.

50mm af Carsten Nielsen

Som en del af planlægningen overvejer du også, hvilken brændvidde (/objektiv) du vil bruge, samt hvordan dine kameraindstillinger (blænde, lukkertid og ISO) kan være. Er det lukkertiden eller blænden, som er vigtig for dit billede?

Måske du skal bruge et filter på objektivet, eller hvad med stativ og fjernudløser? Kan du overhovedet stå ved siden af kameraet, når du skal trykke på udløseren?

Men du kan ikke forudse og planlægge alt. Vejret, for eksempel, eller hvis du er afhængig af, at kronhjorten lige kommer frem det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Når du planlægger på en meget detaljeret måde, har du mulighed for at forudse og optimere de fleste ting. Og når du kan forudse dem, er du bedre forberedt, end hvis de kommer som overraskelser, eller ting du skal tage stilling til, mens det hele sker. Også de ting du ikke selv kontrollerer, som vejret og dyrene.

Men ved at lære og undersøge på forhånd, optimerer du dine chancer for success.

Når du ser berømte billeder af landskaber, kan du godt regne med, at der ligger mange timer, dage, uger, måneder og nogle gange endda års planlægning bag.

Som da Ian Plant ville lave et billede af måneformørkelsen over en bæk i bjergene (se det her), eller se interviewet (på engelsk) med fantastiske David Yarrow her.

Udfør

Efter at du har fået ideen og lavet en detaljeret planlægning, er der kun det letteste tilbage – At udføre din plan (og alt det sidste). For nu ved du præcist, hvornår du skal stå på pletten, og du ved præcist, hvilket udstyr og rekvisitter du skal have på plads. Du har gjort alt, hvad du kan kontrollere og optimere.

Det er dog ikke det samme som at alt lykkes i første forsøg. Hvis du står i et studio og kan kontrollere alt, er chancen for succes i første forsøg ganske god. Men hvis du er afhængig af vejr eller dyr, skal du måske væbne dig med tålmodighed. Måske kommer kronhjorten ikke lige forbi den morgen, eller skyer og regn dækker for fuldmånen.

Grafik af Emilie D. Vestergaard

Tænk på, at når du ser et af de berømte landskabsbilleder, hvor lyset er perfekt og hvor skyerne er lige hvor de skal være, ligger der som oftest mange, mange forgæves ture forud for det ene splitsekund, hvor netop det berømte billede blev eksponeret. Men hvis ikke planlægningen havde været på plads, var billedet næppe blevet lavet.

Eller et ikonisk billede af en elefant på savannen. Den berømte fotograf har ikke mere kontrol over dyret end du har. Hun bruger bare rigtig, rigtig meget tid på planlægning for at optimere chancen for det gode billede. Hun har sansynligvis også ligget og ventet på det helt rigtige øjeblik i dage, uger eller måneder.

Du har det på samme måde. Hold fast i din ide, forbedr planlægningen om nødvendigt, men bliv ved med at jagte billedet i din drøm!

Færdiggør

Nu er du kommet hjem fra din fotoekspedition. Du er glad i låget, for du har fulgt din plan og lavet dine drømmebilleder. Du kan slet ikke vente med at tømme hukommelseskortet og se resultatet.

Men nu melder virkeligheden sig. Du har måske tusind billeder på hukommelseskortet, som alle viser dit motiv fra denne ene tur. Selv for dig som fotograf er det alt for mange billede at redigere eller vise frem. Altså må du i gang med at udvælge, så du kommer frem til de allerbedste billeder. Dem, som virkelig viser din historie. Dem, hvor det hele lige er en smule mere perfekt og som du er ekstra stolt over og gerne vil vise frem til andre.

Anne Mette Bang Rasmussen af Jørgen D. Vestergaard

Udvælgelsen kan i sig selv være en svær proces, for som fotograf ser du ofte dine egne billeder anderledes end andre, da du lægger dine egne oplevelser ind i billedet. Noget som andre ikke har mulighed for eller interesse i at gøre. Tving derfor dig selv til at udvælge, og tving dig til at se objektivt på billederne. Vælg nogle få, måske maksimalt 5 billeder, som viser din historie fra forskellige sider, situationer og stemninger. Det er disse få billeder, du skal koncentrerer dig om at gøre helt færdige, og det er dem, du viser frem.

En del af at færdiggøre dine billeder er redigering. Du kommer ikke uden om redigering i en eller anden form. Alle (mit postulat) ikoniske eller bare kendte billeder  fra alle andre fotografer (endnu et af mine postulater) er redigerede i en eller anden form, og det skal dine billeder også.

På nuværende tidspunkt har du lavet et kæmpe stort arbejde med ide, planlægning og udførelse, og du skal naturligvis helt i mål ved at bruge de sidste sekunder på at gøre billedet helt færdigt. Jeg tænker ikke på at skifte himmel, fjerne en person eller noget i den stil, for det har du jo taget højde for med din planlægning og udførelse. Nej, jeg taler om den sidste fine opretning eller beskæring og justering af farverne og lyset, så billedet matcher din drøm, din historie og det du oplevede. Måske du også skal fjerne lidt elektronisk støj i billedet og tilføje noget farve og skarphed (som alle RAW-billeder har brug for).

Den form for færdiggørelse er ikke snyd, men en nødvendighed, som du ikke må snyde dig selv eller dit billede for.

Vis

Hvis det stormer, og et træ i skoven vælter, men der er ingen til at høre braget, Kommer der så en lyd? På samme måde er det med alle de billeder vi laver. Hvis de kun ligger på hukommelseskortet og harddisken, eksisterer de så?

Gode billeder på rejsen af Peder P. Pedersen

De billeder, som du er stolt af, bør du vise frem til resten af verden. Det er ikke vigtigt, om det er elektronisk eller på print, omend det er noget ganske særligt, at se sine billeder på et stort print. Hvis du får muligheden for at fremvise dine billeder på print, bør du gribe den.

Der findes rigtig mange billeddelingssteder på internet, eksempelvis 500PX og Flickr, hvor alle kan uploade billeder uden censur. Hele verden bliver dit publikum og du vil få kommentarer om dine flotte billeder fra nær og fjern. Instagram bliver også flittigt brugt til deling af billeder, og rigtig mange professionelle fotografer bruger også Instagram til at vise og promovere deres billeder.

Du kan også indsende billeder til din lokale avis, som måske gerne bringer godt billedstof, især hvis billederne bakker op om en historie i avisen. Som for eksempel da Kibæk Fotoklub leverede billeder med temaet “Min høst” til Ugeposten, som bragte et helt opslag sammen med mange af vores flotte billeder.

Hjemme i stuen bestemmer du selv, så sørg for at printe dine billeder, og bruge dem som udsmykning hjemme hos dig selv. Print stort. Du vil opleve, at fornøjelsen ved at se et af dine egne billeder på væggen er enorm. Gaver er oplagte muligheder, og du vil blive overrasket over den glæde, dine billeder kan bringe andre.

Gentag

Selv om du er svært tilfreds med resultatet af din ide, er der ikke tid til at hvile på laurbærene. Verden myldrer med foto-muligheder, og jo mere du øver dig jo bedre bliver både du og dine billeder.

Du skal derfor igang igen, og igen og igen. Udklæk en ide, planlæg, udfør, færdiggør, vis, gentag!

Du kan forfølge og forfine din stil eller du kan udforske genre og steder. Som fotograf kan du påvirke dig selv, dine nærmeste og hele verden.

 

Som fotograf kan du påvirke dig selv, dine nærmeste og hele verden.

 

Find inspiration og viden

Vi kan alle bruge inspiration til at blive bedre, og du har sikkert allerede nogle foto-idoler, som du følger.

Et par (godt og vel) af mine foto-idoler er Joe McNally (ekspert med lys og mennesker), Ian Plant (dyr og landskaber) og David Yarrow (dyr).

Find selv andre, som giver dig inspiration i forhold til dine billeddrømme.

Hvis du skal planlægge dine billeder i forhold til solen, månen eller mælkevejen, har du brug for et godt værktøj. Her er der heldigvis flere programmer som kan hjælpe dig, så du ikke behøver at gætte. Himmellegemerne er yderst veldokumenterede og du kan finde deres placeringer for både fortid og fremtid.

To (engelsksprogede) programmer kan hjælpe dig:

Brug din fotoklub

Klassisk portræt klubaften af Jørgen D. Vestergaard

Nu tænker du måske, at det hele lyder meget kompliceret, og du ville ønske, at nogen med samme interesse som dig kunne hjælpe.

Og der er hjælp at hente. I Danmark er der masser af frivillige foreninger, og fotoklubber er ingen undtagelse. Der findes ikke en officiel liste over fotoklubber, men du finder en udmærket oversigt her. Du finder helt sikkert en klub i nærheden af dig.

Vær ikke bange for at møde op i din lokale fotoklub. Amatørfotografer er som regel ganske rare folk, som syntes foto er lige så sjovt, spændende og udfordrende som du selv syntes. Det betyder, at du har nogen at sparre med og ideudvikle sammen med, alt imens I hygger jer og bliver klogere og bedre til jeres fælles hobby.