Sponsorfotos – Kibæk Pizza & Steak House

Sponsorfotos til Kibæk Pizza & Steak House af Grethe Larsen

Vi vil gerne hjælpe dem, som hjælper os. Derfor har vi et koncept for vores sponsorer, hvor vi laver deres ønskebilleder, som de må bruge, præcist som de vil – På firmaets facebook-side, hjemmeside, eller et stort banner foran butikken. Eller noget helt fjerde. Det kalder vi sponsorfotos.

Sponsorfotos til Kibæk Pizza & Steak House af Jørgen D. Vestergaard

Denne novemberdag var det Kibæk Pizza & Steak House vi besøgte for at lave billeder.

Forinden havde vi planlagt, hvilke billeder vi gerne ville lykkes med, og prøvet at diskutere os frem til, hvordan det kunne opnås. Vores motto denne dag var hellere 5 gode billeder end 10 halv-gode. Med andre ord ville vi prøve at være ekstra omhyggelige og bruge den tid, der var nødvendig i de gode billeders tjeneste.

Et vigtigt værktøj til dette var, at kun én fotograferede. Kameraet var forbundet til en computerskærm, så de øvrige kunne se resultaterne og komme med forbedringsforslag undervejs. Det virkede rigtig godt, og den større skærm er bare så meget bedre at bedømme billederne på, end den lille skærm bag på kameraet.

Denne måde at arbejde på gav også mere ro, i en ellers hektisk situation. For 5 par øjne og tanker ser og tænker meget mere, end man kan nå, hvis man er ene om at lave billederne.

Om vi kom helt i mål er op til Mehmet fra Kibæk Pizza & Steak House at vurdere, men vi håber han har lyst til at bruge billederne.

Tag selv forbi og smag

Vi håber du er blevet rigtig sulten af at se billederne, så tag selv forbi den hyggelige restaurant på Jernbanegade 2 i Kibæk og smag den lækre mad.

Du finder også Kibæk Pizza & Steak House på facebook her.

Vil du vide mere om sponsorfotos

Hvis du er blevet nysgerrig efter at høre mere om sponsorfotos, og hvordan Kibæk Fotoklub kan hjælpe dit firma med flotte billeder, så skriv til info@kibaekfotoklub.dk.

Vi er ikke bange for udfordringer.

Del artiklen