Sponsorfotos hos Kibæk Cykler

Søren Kousgaard hos Kibæk Cykler

Vi er meget glade og stolte over, at Kibæk Cykler har valgt at støtte Kibæk Fotoklub som sponsor. Som en del af konceptet tilbyder vi at lave billeder, som Kibæk Cykler kan bruge på deres hjemmeside, facebook-profil, google visning eller noget helt fjerde. Vi kalder det for sponsorfotos. Søren og Thomas skulle bruge billeder inde fra butikken og af facaden, og heldigvis tænkte de på fotoklubben. Vi stillede med et hold på tre fotografer og (næsten) alt tænkeligt udstyr – Klar til opgaven.

Lidt fototeknik

Søren Kousgaard hos Kibæk Cykler

Fototeknisk kommer der let flere foto-discipliner i spil til sådan en opgave. Først er der billeder af butikslokalet. Her er det tanker om vidvinkel, med alt skarpt fra forgrund til baggrund. Den store dybdeskarphed opnås let med vidvinkelobjektiv og lægger du dertil et højt blændetal, sikrer du dig, at alt i billedet bliver skarpt. Lyset skal gerne understøtte lokalet og sikre, at der ikke er et hjørne, som bliver mørkt. Vi brugte et antal (faktisk op til 6 stk) blitze, som blev stillet hvor der var behov for lys. Nogle pegede lige op i loftet mens andre pegede mere direkte på det, de skulle oplyse. De mange blitze blev udløst ved hjælp af en radiostyret udløser på kameraet. Det er super let at bruge et radiobaseret system, da radiosignaler, i modsætning til lys (som mere traditionelle blitze benytter) kan “gå om hjørner”, så udløseren og blitzene behøver ikke kunne se hinanden.

Cykler og eventuelle personer skal naturligvis stå, så de præsenterer sig godt.

En anden genre var de mere detaljefokuserede billeder. Her var tankerne ofte at isolere enkelte dele i billedet, og lade resten stå uskarpt. Denne effekt opnår du med et teleobjektiv og et lavt blændetal. Hvis du for eksempel bruger et 100mm makroobjektiv med blændetal f/2.8 tæt på den korteste fokuseringsafstand, bliver din skarphedsdybde nogle få millimeter; Altså, det område hvor billedet er i fokus er meget lille, og resten af billedet bliver sløret.

Lukket på grund af corona, men du kan stadig købe en ny cykel eller få repareret den gamle

I øjeblikket (februar 2021) er butikken lukket for kunder på grund af coronarestriktioner, men du kan stadig få din cykel repareret i værkstedet på Sandfeldparken i Kibæk, eller du kan ringe til Søren eller Thomas og bestille en ny lækker cykel. Du skal nok blive klar til lange cykelture i foråret. Inde i butikken bugner det med masser af flotte cykler til ethvert formål. Her finder du både citybiken til turen til købmanden og racercyklen til motionisten. Men du finder også det ypperste i speciallavede racercykler, som koster mere end en ny, lille bil. Hvis du er mere til cykelture i naturen, kan du også se og prøve alt inden for mountainbikes i alle prisklasser. Hvis du er ude efter en cykel med hjælpemotor, skal du til Kibæk Cykler for at se din nye elcykel.

Husk, du gerne må cykle under corona. Du transporterer dig, du motionerer og du oplever naturen. Det er hele tre ting på en gang.

Søren Kousgaard og Thomas Kousgaard hos Kibæk Cykler

Mangler dit firma også sponsorfotos

Mangler dit firma også nogle flotte billeder, så er sponsorfotos fra Kibæk Fotoklub måske løsningen, og du støtter samtidig en lokal, frivillig forening. Skriv til info@kibaekfotoklub.dk for at høre nærmere.

Del artiklen