
I anledning af Kibæk Idrætsforenings 125 år jubilæum, og fordi KIF er samarbejdsklub, kom fodboldstjernerne fra FC Midtjylland på besøg i Kibæk for at holde en træningseftermiddag med ungdomsholdene fra Kibæk. Ca. 100 ungdomsspillere havde snøret fodboldstøvlerne for at være med.
Kamp til stregen

Det blev en eftermiddag i sommersol og med højt humør fra både ungdomsspillere og superligaspillerne fra Herning. De unge spillere gav den gas, og de kendte tydeligvis navnene på alle stjernerne, der fik kamp til stregen i alle de 10 opstillede øvelser.
Det er skønt når etablerede spillere tager sig tid til at give en god oplevelse for børn og unge. Det så bestemt også ud til, at FC Midtjyllands spillere nød opgaven med at træne de unge fra Kibæk.
Hjælpen var nær
Forinden havde KIF spurgt Kibæk Fotoklub, om vi kunne hjælpe dem med billeder fra dagen, for ingen tvivl om, at det også var en stor dag for de voksne i Kibæk Idrætsforening. Sådan en forespørgsel kan vi naturligvis kun svare “ja” til, for det er vigtigt at hjælpe de andre frivillige foreninger i byen.
Fotograferne fra Kibæk Fotoklub havde en lige så skøn dag som spillerne, og vi håber, idrætsforeningen kan bruge billederne.