Hvis du ikke allerede redigerer dine digitale fotos, skylder du dig selv og dine billeder, at gøre det. Du bliver simpelt hen en bedre fotograf ved at redigere dine billeder, og du behøver ikke bruge mange minutter på et billede for at det bliver synligt bedre. Men det er naturligvis helt op til dig.
Amerikanske Aaron Nace fra Phlearn har lavet en serie videoer, der lærer dig at bruge Adobe Photoshop i løbet af kun 30 dage. I løbet af de 30 dage kommer du igennem det væsentligste, du som fotograf får brug for i forhold til redigering af dine billeder. Og det er helt gratis. Du får endda adgang til alle træningsfiler, der bruges i undervisningen.
Photoshop er et stort og komplekst program, som kan være svært at komme i gang med, da alt kan syntes overvældende. Netop derfor er det helt perfekt at starte med Phlearns kursus. Du behøver ikke kunne Photoshop på forhånd, da alt gennemgås trin for trin. Dog dækkes installation af programmet ikke. Hvis du ikke har Photoshop, kan du prøve det gratis i 21 dage her.
Se Phlearns “Lær Photoshop på 30 dage” på her.
Ud over dette gratis forløb har Phlearn en stor samling af gratis og betalt undervisningsmateriale relateret til Photoshop og fotografering.
Danske undertekster på Youtube
Husk at du kan få Youtube til helt automatisk at sætte danske undertekster på videoerne. Det gør du ved at klikke på Indstillinger (tandhjulet) i højre side under videoen. Herefter vælger du Undertekster og Automatisk oversættelse og til sidst Dansk.
Note: Kibæk Fotoklub har ingen relation til Phlearn og får ingen kommision eller andre fordele hvis du vælger at følge det 30 dages program eller Phlearn i øvrigt.
Adobes forretningsmodel
Photoshop kan kun købes i abonnement. Til gengæld betyder det, at programmet altid er opdateret, og der kommer faktisk mange opdateringer i løbet af året.
Adobe har sammensat en “fotograf-pakke” bestående af Photoshop og Lightroom Classic (plus Lightroom og 1TB online lager) hvorved man kan spare en smule. Fotografpakken koster 186,25 kr pr måned.
Photoshop alene koster 200,00 kr pr måned mens Lightroom Classic alene koster 113,75 kr pr måned.
Findes der alternativer til Photoshop
Findes der alternativer til Photoshop, spørger du måske? Ja, det gør der, og udbuddet af konkurrenter vokser både i antal og i deres brugbarhed.
Alternativer findes både med abonnement eller engangsbetaling, så softwareudviklere har forskellige forretningsmodeller.
En kort liste over Photoshop-alternativer er vist herunder.
(Opdateret oktober 2025 med pris på Affinity)
| # | Program | Pris (typisk) | Styrker / Svagheder | Producent & link |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Capture One Pro | EUR 19,23 pr måned som abonnement, EUR 369,00 engangskøb | Top i RAW-konvertering, farvehåndtering og tethering; stærk sessions/kat.-workflows. Svagheder: dyrt, færre pixel-baserede værktøjer end Ps. | Capture One (Capture One) |
| 2 | DxO PhotoLab 9 | EUR 239,99 engangskøb | Førende optik/linseskorrektioner og DeepPRIME XD støjreduktion; meget høj billedkvalitet. Svagheder: færre lag/compositing-værktøjer. | DxO |
| 3 | ON1 Photo RAW (2026) | 745,96 kr engangskøb (perpetual), 663,06 kr pr år som abonnement | Alt-i-én DAM + RAW + lag, mange AI-værktøjer, kan erstatte både Lr og Ps for mange. Svagheder: kan føles tungt, UI lidt travlt. | ON1 (on1.com) |
| 4 | Affinity | Gratis | Lynhurtig, pixel-/lag-baseret redigering, god PSD-kompatibilitet. Svagheder: ikke katalog/DAM, færre avancerede RAW-moduler end C1/DxO. | Canva |
| 5 | Luminar Neo | 899,00 kr engangskøb | Meget stærke, hurtige AI-værktøjer (himmel, portræt, generativt). Svagheder: mindre præcis pro-kontrol, performance kan svinge på store batchjobs. | Skylum (skylum.com) |
| 6 | Pixelmator Pro (macOS) | 399,00 kr engangskøb (Mac App Store) | Elegant, hurtig, gode ML-værktøjer; stærk mac-integration. Svagheder: ingen DAM/tethering; mac-only. | Pixelmator Team (Pixelmator Pro) |
| 7 | ACDSee Photo Studio Ultimate | USD 149.99 engangskøb | Solid alt-i-én med DAM, lag og RAW; god værdi. Svagheder: UI lidt dateret, færre nichepro-værktøjer end C1/DxO. | ACD Systems (acdsee.com) |
| 8 | Corel PaintShop Pro Ultimate 2023 | 699,00 kr engangskøb | Mange funktioner til prisen; lag, HDR, skript. Svagheder: Windows-only, RAW-motor ikke på niveau med C1/DxO. | Alludo (Corel) paintshoppro.com (corel.com) |
| 9 | GIMP 3.0 | Gratis (open source) | Kraftig lag-editor med stort plugin-økosystem. Svagheder: UI/arbejdsgang kræver tilvænning; begrænset ikke-destruktiv RAW-flow. | The GIMP Development Team (GIMP) |
| 10 | Photopea (web) | Gratis med annoncer; Premiumlavpris abonnementsmulighed for færre/ingen reklamer | Kører i browser, åbner/eksporterer PSD med lag; genialt til hurtige opgaver og deling. Svagheder: afhænger af browser/PC, færre avancerede pro-værktøjer. | Photopea (photopea.com) |
Ovenstående tabel er til inspiration og er ikke en prioriteret liste fra Kibæk Fotoklub. De nævnte programmer er ikke testet af Kibæk Fotoklub og kan ikke nødvendigvis sammenlignes direkte. Nogle beløb er tidsbegrænsede tilbud (primo september 2025). Ikke alle informationer i tabellen er verificeret.