Redigeringsprogrammet Affinity er nu gratis

Som fotografer med digitale kameraer kommer vi ikke uden om redigeringsprogrammer i en eller anden form. Det kan være et stort eller lille program til en stor eller lille pris, eller helt gratis.

Referencen blandet redigeringsprogrammer har i mange år været Adobe Photoshop og senest også Adobe Lightroom Classic, men begge Adobes programmer kan kun købes via abonnement, som tilmed er blevet ganske dyre. Du kan se Adobes abonnementsmuligheder her, og især fotografi-pakken med både Photoshop og Lightroom Classic har været populær, men som også koster 186,25 kr for nye abonnementer.

Igennem flere år har programmet Affinity forsøgt at vinde indpas hos amatørfotografer ved blandt andet at slå på gode redigeringsfunktioner med deres Photo-applikation, men også ved at være et engangskøb, som mange godt kunne lide frem for en abonnementsløsning.

Affinity, der siden 2024 har været en del af firmaet Canva, har annonceret, at Affinity fra nu er ganske GRATIS. Men ikke nok med det. Affinity samler i den nye version 3 applikationer til billedredigering, desktop publishing og vektorgrafik i én og samme applikation. Alt er gratis.

Det, der ikke er gratis, er anvendelsen af AI funktioner. For at kunne bruge dem, skal du have et Canva Pro abonnement, som koster 880 kr om året for en personlig licens. Se sammenligning af licenstyper her. Alle almindelige redigeringsfunktioner er altså gratis, og du kan bruge den gratis udgave uden andre begrænsninger end fraværet af AI, som du måske slet ikke har brug for.

Du kan hente Affinity gratis her

Hvis du har lyst til at prøve Affinity, kan du hente det her: https://www.affinity.studio/download

For at hente skal du oprette en gratis Canva-konto, hvilket er ganske let.

Andre redigeringsprogramer

Hvis du vil prøve andre programmer til redigering, har vi samlet en liste med alternativer her.

Del artiklen