Nogle billeder fungerer med det samme – uden at man nødvendigvis kan forklare hvorfor.
I denne serie kigger vi nærmere på, hvad der gør et billede stærkt.
Her er et eksempel.
Billedet er lavet til en klubaften i Kibæk Fotoklub, hvor vi havde fået adgang til loftet i Assing Kirke, en middelalderkirke fra 1100-tallet.
Historien sagde, at der boede en nonne deroppe. Vi fandt hende – men vi havde selv taget hende med.
Første indtryk
Billedet opleves roligt og koncentreret.
Der er ingen tvivl om, hvad det handler om: En kvinde fordybet i sin bog. Stemningen er stille og næsten eftertænksom, og man får lyst til at blive i billedet lidt længere. Dragten og korsene understøtter fortællingen.
Hvorfor virker det?
Motiv
Motivet er enkelt og tydeligt.
Der er én hovedperson, og hun er placeret, så vi naturligt ser på hendes ansigt og hænder. Der er ikke noget, der konkurrerer om opmærksomheden.
Lys
Lyset er afgørende for billedet.
Det kommer fra siden og rammer ansigt, hænder og bogen. Resten af billedet ligger i skygge. Det skaber både dybde og stemning.
Lyset fremhæver det vigtigste – og skjuler resten.
Man behøver ikke se alle detaljer for at forstå billedet.
Komposition
Billedet er bygget op med få, stærke elementer.
Klokken til venstre balancerer personen til højre. De to elementer skaber ro i billedet og giver det struktur.
Den visuelle balance mellem de stærke, hvide forstykke på dragten og resten af billedet, som er mørkt, giver ro. Hvid har en høj visuel vægt, som gør, at billedet opleves i balance, selv om det mørke fylder mest.
Kompositionen fungerer, selv om kvinden er placeret ude til siden.
De skrå linjer i baggrunden danner en trekant, der indrammer nonnen, og den vandrette bjælke fra venstre leder direkte hen til hænderne.
Helt automatisk følger man kvindens synsretning, og rammer biblen. Det er dét, hun er optaget af.
Sort/hvid
Valget af sort/hvid gør billedet stærkere.
Farverne ville ikke tilføre noget vigtigt – tværtimod. Uden farver bliver man mere opmærksom på lys, former og stemning.
Stemning
Alt i billedet peger i samme retning.
Lys, motiv og komposition understøtter en stille og eftertænksom stemning. Der er ingen forstyrrende elementer.
Det mørke billede giver en bestemt stemning. Hvis billedet havde været “korrekt” belyst, ville stemningen være ødelagt.
Teknisk note
Der er mørkt på et kirkeloft, så vi havde medbragt fast lys til at oplyse nonnen.
Teknisk er det et enkelt billede at lave, når bare din lukkertid er hurtig nok til at sikre, at du ikke får bevægelsesuskarpe billeder.
Kort fortalt
Billedet fungerer, fordi alt arbejder sammen:
- Et tydeligt motiv
- Et godt lys
- En rolig komposition
Hvad kan du lære af det?
Næste gang du fotograferer, så prøv at tænke:
- Er mit motiv tydeligt?
- Understøtter lyset det, jeg vil vise?
- Kan jeg fjerne noget, så billedet bliver enklere?
Du kan fjerne forstyrrende elementer ved at flytte dig selv, flytte tingene – eller ved at gøre dem mørke, så de ikke længere ses.
Tag det med i klubben
Har du et billede, hvor du synes, stemningen eller lyset gør forskellen?
Tag det med i klubben – så kigger vi på det sammen og finder ud af, hvorfor det virker.