Øget samarbejde mellem fotoklubber

samarbejde

Du har måske allerede lagt mærke til den nye kalender i højre side af hjemmesiden med overskriften Fælleskalender? Forklaring følger.

Kibæk Fotoklub er gået med i et nystartet samarbejde mellem en række af landsdelens fotoklubber, hvor vi vil samarbejde om udvalgte fotorelaterede aktiviteter. Gennem samarbejdet kan vi fra Kibæk Fotoklub deltage i de åbne aktiviteter, som de andre fotoklubber inviterer til og omvendt, hvorved grundlaget for og udbuddet af aktiviteter bliver meget større end den enkelte fotoklub. Således bliver det muligt at lave flere/bedre/mere varierede /dybere/større/dyrere/… arrangementer, hvilket gerne skal komme de mere end 100 medlemmer på tværs af fotoklubberne til gode.

For dig som medlem kan du fremover vælge blandt endnu flere aktiviteter og komme med i et endnu større netværk af ligesindede. Der er helt sikkert andre medlemmer på tværs af fotoklubberne, der deler præcis dine fokusområder, uanset om du er ny med din fotohobby eller om du er supernørd inden for fugle eller flash eller noget helt andet.

Lutter fordele

Der er ingen forpligtigelser for fotoklubberne i samarbejdet andet end ønsket om positivt samarbejde og at bidrage til den fælles pulje af aktiviteter. Således koster det ikke noget for Kibæk Fotoklub eller de andre fotoklubber at være med i samarbejdet. Når vi som fotoklub laver et arrangement, hvor der er plads til flere deltagere, kan vi vælge at lægge arrangementet ud til samarbejdet via en fælles aktivitetskalender. Og hvis vi har en idé til et dyrt arrangement, kan vi måske finde en eller flere blandt de andre fotoklubber, der vil være med til at stable arrangementet på benene, og dermed mindske både arbejdsbyrden og den økonomiske risiko.

Arrangøren af hver aktivitet vælger selv, om der eksempelvis skal være tilmelding,  brugerbetaling eller maksimalt antal deltagere. Dette vil fremgå af kalenderen.

Er vi stadig os

Nu er det ikke sådan, at alle aktiviteter i Kibæk Fotoklub bliver åbne for alle. Vi er stadig os, og vi har stadig vores klubaftener og alle andre almindelige aktiviteter. Men gennem tiden har vi også inviteret andre klubber med til udvalgte arrangementer, og det er den mulighed, som nu er blevet meget bedre, til gavn for alle.

Deltagende fotoklubber

De fotoklubber, som deltager i klubsamarbejdet pr maj 2025 er:

Hold øje med fælleskalenderen

Her i starten af samarbejdet er det ikke sikkert, du finder mange åbne aktiviteter i fælleskalenderen, for klubberne skal lige have tid til at planlægge de mange spændende arrangementer, de vil invitere samarbejdsklubberne med til. Men bliv endelig ved med at kigge forbi den, for der kommer helt sikkert også noget, du vil med til.

Læs mere

Læs mere om samarbejdet og den fælles aktivitetskalender her.

Hvis du har spørgsmål til samarbejdet er du velkommen til at kontakte Jørgen D. Vestergaard på info@kibaekfotoklub.dk

Del artiklen