Fantastisk aften med Vicky Knudsen og “Naturen tæt på”

[Artiklen opdateret 29/11] Den 16. november 2022 havde Kibæk Fotoklub og “Naturen tæt på” besøg af Vicky Knudsen, og deltagerne blev både klogere og underholdt.

Det er ikke uden grund, at Vicky Knudsen er kåret som Danmarks bedste naturformidler, for hun gav et sandt festfyrværkeri med en blanding af viden om vores fantastiske natur og skønne historier fra dyreverdenen. Alt sammen naturligvis afleveret med enormt engagement og smittende humør.

Gunnar, Vickys dansk-svenske gårdhund, var også med og befandt sig lige scenevandt i rampelyset og hos publikum, som alle så ud til at sætte pris på den lille fyr.

Efter Vickys besøg i Kibæk har vi modtaget følgende hilsen fra hende:

“Det var en fornøjelse at besøge Kibæk Fotoklub. Så mange glade og engagerede mennesker en onsdag aften i november, kan man kun blive godt humør over. 
 
Det er i øvrigt altid super fedt at opleve, hvordan der er en helt særlig stemning og fællesskab, når folk har en fælles interesse – det være såvel en fotoklub som naturen. 
 
Og så var der tilmed den lækreste kage og kaffe i pausen, så det kunne ikke være bedre. Tak til alle der kom, og fordi at jeg (og Gunnar) måtte besøge jer.”
Vicky Knudsen

Vidste du

  • At mursejleren, en lille fugl på ca 16 cm længde og 35-50 gram, er på vingerne i 10 måneder i træk. Den både spiser, sover og parrer sig i luften, og går kun på land for at lægge æg og ruge. Ungerne kan klare sig i flere dage uden mad, så forældrefuglene kan godt flyve en tur sydpå for at hente føde. Det kan de gøre, for de kan flyve over 100 km i timen.
  • At sølvkræ har eksisteret i mere end 400 millioner år. Når arten er så gammel, betyder det, at den har overlevet meteornedslag, istider og skifte mellem kulde og varme, og stadig overlevet, hvad andre arter har bukket under for. Sølvkræ kaldes også for sølvfisk.
  • At 450 dyrearter er afhængige af en ko-lort. Gødningsfluer, skarnbasser og  humlerovbiller er blot få af de dyr, som lever af lort, eller af de dyr, som lever i og omkring den.
  • At alle dyr er afhængige af andre dyr. Ja, alle dyr er påvirkede af andre dyr, og hvis der rykkes i den indbyrdes balance, har det konsekvenser.
  • At fugleentusiaster opfører sig mærkeligt, når de ser en sjælden fugl. Vicky er selv fugleentusiast og gav flere eksempler på hvordan hun og andre ligesindede opfører sig, eksempelvis hvis hun har opdaget en ædelart. En ædelart er en sjælden fugl, hvor man er den første til at opdage den. 

Gør din egen have til en vild oase med Vickys 10 bud

En græsplæne er en ørken hvad angår diversitet for dyr og planter. Heldigvis skal der ikke meget til, hvis du vil lave dine egen have om til en oase for dyr og planter. Og som om det ikke er nok, vil du også selv blive glad i låget, når du oplever glæden ved at se det hele blomstre og summe.

Vand er godt, og hvis du anlægger et havebassin, har du næsten garanti for, at diversiteten i din have stiger dramatisk.

Det samme sker, hvis du lader grene og træer ligge, i stedet for at samle alt sammen. 

At så vilde blomster, helst af gamle danske arter, er også meget effektivt, og vil give insekter et godt sted at summe.

Hvis du absolut vil have noget græsplæne, så overvej at lave nogle græsstier ind i dit nye område med vilde blomster. Så kan du også let komme tæt på for at nyde det hele summe og blomstre.

Vickys vilde have i ikke prioriteret rækkefølge – de 10 bud:

1. Hjemmehørende arter er kammerater
2. Skjulesteder (blade, sten/grene/gamle stubbe) – ku´det være bedre
3. Vand – er noget der kan
4. Jo vildere, jo mere rodet, jo bedre – træer, urter, buske – det er noget I må kunne huske
5. Forskellig blomstringstid er rent flid
6. Næring er et slid, så hav tålmodighed
7. Husk at planter, ikke behøver at blive sået med vanter
8. Det er forbudt at sige ukrudt
9. Læn dig tilbage, lad græsslåmaskinen stå, nyd insekterne og blomsterne og drik en kold øl – så får du ikke et føl
10. Lov mig, at gå på opdagelse og vær nysgerrig

Følg Vicky

Hvis du får muligheden for at være med til et af Vickys foredrag, får du absolut en anbefaling med her fra. I mellemtiden kan du følge hende på facebooksiden “Vicky Knudsen – Fuglemandssnak” her.

Læs mere om “Naturen tæt på”

Hvis du er nysgerrig efter at læse mere om “Naturen tæt på”, så kig videre med linket her.

“Naturen tæt på” coverbillede

Del artiklen