Nat i Skovsnogen

Skovsnogen af Peder P. Pedersen

Kibæk Fotoklub har før været i Skovsnogen, også kendt som Deep Forest Art Land, og denne klubaften var et dejligt gensyn.

Forud for besøget havde vi naturligvis lavet aftale med Deep Forest Art land/Skovsnogen, så vi med god samvittighed kunne være i skoven efter normal lukketid.

Reflektor i brug af Henrik Hansen
Reflektor i brug af Henrik Hansen

Temaet for aftenen var portrætfoto med enkle midler, så vi tog én lyskilde og en diffusor med til Det Gotiske Skur, som var valgt til baggrund for vores billeder, omend det er svært at se stedet i billederne, da mørket hurtigt lukkede sig om skovens gæster.

Opstillingen var enkel: En lampe på stativ løftet ca 2 m op. På lampen sad en reflektor. Da lyset fra reflektoren ville give ret hårdt lys, brugte vi en diffusor, som en af deltagerne holdt op mellem model og lampe. Det er en super enkel måde at lave dejligt lys. Da lampen var af fast-lys-typen, var det let for alle deltagerne at lave billeder uden at skulle vente på en trigger, som skulle have været brugt, hvis vi havde anvendt en blitz i stedet for det faste lys.

Vi skiftes til at stå foran kameraet.

Naturligvis havde vi medbragt kaffe og kage, for ingen klubaften uden en god snak over en god kop og lidt sødt. Det var bare super hyggeligt at sidde midt i den totalt mørke skov, kun med vores medbragte lys.

Dermed var det slut på endnu en god klubaften i fotoklubben, og vi kommer helt sikkert tilbage til Skovsnogen, for det er et sted, man ikke bliver færdig med.

Se evt nogle af billederne fra andre klubaktiviteter i Skovsnogen her: Fotomaraton, gys, røg.

Om Skovsnogen/Deep Forest Art Land

Du finder Skovsnogen/Deep Forest Art Land på Sdr. Ommevej mellem Sdr. Omme og Skarrild, og det er absolut et besøg værd.

Den ca 3,5 km lange vandrerute slynger sig på kryds og tværs af det 27 Ha store skovområde hvor ca 80 kunstværker venter på at blive opdaget. Nogle går du lige ind i mens andre gemmer sig i skoven.

Du kan parkere på den store P-plads lige syd for området; Bare følg skiltene. Herfra går du direkte ind i skoven og kunstværkerne er spredt langs stierne.

Der er frivillig entré på 20 kr som du let kan betale med MobilePay, når du går ind i skoven.

Læs om kunstværkerne og se kort over området her.

Del artiklen