“Naturen tæt på” kursus – Print Masterclass

Naturen tæt på” inviterer til endnu et spændende arrangement og igen er det med Keld Ejsing-Duun som kursusholder. Keld, der ud over at være en fantastisk naturfotograf, kender alle detaljerne i at få naturbilleder til at fremstå bedst muligt på et fysisk print. Denne gang går Keld i dybden med hele print-processen, hvor han fortæller og demonstrerer, hvordan du får absolut mest ud af dine flotte naturbilleder til glæde for både dig og beskueren. Derfor kalder vi kurset for Print Masterclass.

Kurset foregår 

Lørdag den 2. marts 2024 kl. 10.00 – 16.00 i Alhuset i Kibæk.

Billetsalget lukker den 25. februar 2024 eller hvis der bliver udsolgt.
Vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser.

Du kan også købe billet via QR-koden
Du kan også købe billet via QR-koden

Om Print Masterclass

Vil du lære at printe og præsentere dine billeder, så de bliver så flotte som muligt? Vi kommer ind på hele processen lige fra klargøring af dine filer til valg af papir til udskrivning og montering af det færdige print. Uanset om du selv printer eller får printet hos andre, har du brug for at vide, hvordan dine billeder bør behandles for at få det bedst mulige resultat til netop dine naturbilleder.

Udgangspunktet for undervisningen er printeren Canon ImagePROGRAF Pro-4100, der en en printer i Canons serie af professionelle storformatprintere. Selvom vi bruger en bestemt printer på kurset, vil langt det meste kunne overføres til andre printere. Du kan naturligvis også printe små billeder på en storformatprinter.

En stor del af at printe har slet ikke noget med den fysiske printer at gøre, og du behøver ikke selv have en printer for at få noget ud af kurset.

Af software tager vi udgangspunkt i Canon Professional Print & Layout, som er et gratis program til at kommunikere med printeren, herunder printkvalitet og optimal oplægning af flere billeder på stort papir. Vi kommer også ind på Adobe Photoshop.

Keld har arbejdet med grafisk design og professionel print i mere end 40 år og har leveret billeder til mange store og specielle udstillinger. Keld har viden og udstyr til at kontrollere hele processen fra klargøring af billedfiler til færdig montage. Denne store erfaring deler han med deltagerne på kurset.

Vi er derfor sikre på, at du vil få stort udbytte af kurset, uanset om du er ny eller erfaren inden for print.

På kurset kommer vi ind på følgende:

  • Grundlæggende printerfunktioner for Canon ImagePROGRAF PRO-4100
  • Håndtering og vedligeholdelse af printeren
    • Tilslutning af printer med USB kabel
    • Kamerakalibrering
    • Skærmkalibrering
    • Printerkalibrering (farver)
    • Fysisk kalibrering af printer (fremtræk og tolerance)
    • Printer klar til print
    • Testprint og sammenlign med skærm, hvad rammer og hvad rammer ikke
  • Billedfil
    • Forberedelse af fil til print 16 bit PSD, tif og 8 bit jpg
  • Papir
    • Vælg af papirtyper
    • Installering af printer-profiler, Canon papir, andre mærker og andre typer medier (ex. kunstpapir, selvklæbende, lærred m.m.)
    • Brug af rullepapir
    • Brug af ark papir
    • Opklipning af rullepapir (decurling)
  • Specielle print
    • Print af bannere i Canon Professional Print & Layout
    • Print af store fotos i flere baner i Canon Professional Print & Layout
    • Print af store fotos i flere baner forberedt i Adobe Photoshop
  • Efterbehandling
    • Decurling af papir
    • Laminering
    • Klæbefolie
    • Montering og opklæbning
    • Passpartout
    • Lærredsmontering
  • og sikkert endnu mere
Billeder og produktion af Keld Ejsing-Duun

Dagens program

Kom glad og frisk for vi har en spændende dag foran os.

10.00 Velkomst og præsentation. Vi mødes i Alhuset i Kibæk.

10.05 Undervisning. Keld Ejsing-Duun starter med grundlæggende funktioner i printeren og kommer systematisk gennem alle vigtige punkter omkring optimal print.

12.00 Frokost. Let frokost med vand/sodavand.

12.30 Undervisning. Vi fortsætter, hvor vi slap før frokosten.

14.30 Eftermiddagskaffe. En kort pause med kaffe/te og lidt kage.

14.45 Opsamling. Vi får svaret på de sidste spørgsmål og samler op på dagen.

16.00 Farvel. Farvel og tak for i dag.

Ændringer i programmet kan forekomme.

Pris

Deltagelse koster 150 kr (plus billetgebyr) inklusiv let forplejning (frokost med vand/sodavand og eftermiddagskaffe/te med kage ).

Køb af billet er nødvendigt senest den 25. februar 2024. Vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser.

Billeder og udstilling af Keld Ejsing-Duun

Medbring

Du kommer ikke til at printe selv, så du behøver faktisk kun medbringe dit gode humør og være forberedt på at lære en masse. En notesbog til at notere guldkorn kan selvfølgelig anbefales.

Om underviseren

Keld Ejsing-Duun som underviser for "Naturen tæt på" i Lille Vildmose af Jørgen D. Vestergaard
Keld Ejsing-Duun som underviser for “Naturen tæt på” i Lille Vildmose af Jørgen D. Vestergaard

Keld Ejsing-Duun er uddannet fotograf og har arbejdet professionelt som fotograf og i den grafiske branche i over 40 år hvor han har leveret masser af spektakulære billeder klar til ophængning hos glade kunder. Han ved om nogen, at motivet kun er en del af oplevelsen for beskueren, og at printet og monteringen hører med til helhedsindtrykket.

Tag for eksempel på besøg i Lille Vildmosecentret og nyd de mange billeder, hvoraf de fleste (om ikke alle) er leveret af Keld Ejsing-Duun. Faktisk har Keld sammenlagt leveret mere end 100 kvadratmeter billeder til Lille Vildmosecentret. Og har du brug for en lille biologisk pause, kan du nyde et gigantisk billede hele vejen rundt på væggen på hvert af de fra toiletter i foyeren. Naturligvis er det fem forskellige dyr (elg, kronhjort, svaner, traner og rørdrum) og hver med deres egne passende dyrelyde.

Naturen er Kelds virkefelt og han kender Lille Vildmose bedre en de fleste. Således har han også været underviser på en “Naturen tæt på” workshop i Lille Vildmose, som du kan læse mere om her.

Du kan finde mange af Kelds billeder på eksempelvis Flickr og 500px, hvor de viser en række eksempler på, hvor enkeltheden og samspillet i naturen mødes i harmoni mellem farver og bevægelse. Rigtig mange af billederne er fra Lille Vildmose.

Ud over at holde kurser og workshops har Keld mere end 25 præmierede billeder ved nationale og internationale udstillinger og har permanente udstillinger på Rold Storkro og Lille Vildmosecentret, hvor han desuden har leveret billederne til udsmykning af centret.

I 2019 udgav han bogen ”Lille Vildmose – set gennem mit kamera”, som er en rundtur i mosen på tværs af årstider og dyreliv.

Har du spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til naturen@kibaekfotoklub.dk eller ringe til Jørgen D. Vestergaard, tlf. 21484955.

Fakta om arrangementet

Tid: Lørdag den 2. marts 2024 kl. 10.00 til 16.00.

Sted: Alhuset, Kastanie Allé 27, 6933 Kibæk

Underviser: Keld Ejsing-Duun

Målgruppe: Alle som har lyst til at lære om print af naturbilleder. Vi er sikre på, at du vil få udbytte af kurset, uanset om du er ny eller erfaren inden for print. Du behøver ikke at have deltaget i tidligere arrangementer i “Naturen tæt på”.

Deltagerbetaling: 150 kr (plus billetgebyr) inklusiv let forplejning. Betaling ved tilmelding (begrænset antal pladser).

Del artiklen