Klelund Dyrehave – Når alternativet også er godt

Klelund Dyrehave af Peter Støttrup

Planen for lørdagen var egentlig at lave sponsorfotos for en af Kibæk Fotoklubs gode samarbejdspartnere, men på grund af sygdom måtte planerne ændres i sidste øjeblik. Gode råd var dyre, for skulle det virkelig betyde, at en dag udset til at dyrke sin hobby – Foto – i stedet skulle bruges til indkøb eller havearbejde? Nej, da.

En hurtig rundspørge hos de, der havde tilkendegivet at deltage i den oprindelige aktivitet, viste heldigvis, at alle var med på et alternativ til sponsorfotos.

Da Midt- og Vestjylland er fyldt med spændende steder at lave billeder, var det sådan set bare at vælge. Valget faldt på Klelund Dyrehave, som er et kæmpe område med blandt andet vildsvin, ulve, kronvildt og en masse andet af Danmarks fantastiske fauna. Vel ankommet til stedet var der kaffepause med morgenbrød, før vi traskede ud i området, helt sikre på at se en ulv med hvalpe efter det næste sving på stien.

Ulve så vi ingen af, men så var der jo så meget andet. For eksempel den meget flotte mariehøneedderkop, hvor hannen har en bagkrop næsten som en mariehøne. Vi mødte ham på sin søgen efter en mage, for det er kun hanner, man støder på, og det kun i foråret, mens han leder efter den eneste ene.

Klelund Dyrehave af Grethe Larsen
Mariehøneedderkop i Klelund Dyrehave af Grethe Larsen

Se, det var et godt eksempel på, at alternativet også kan være godt. Det var en skøn, skøn dag i super godt selskab mens vi gik rundt i det store område, og et besøg i Klelund Dyrehave kan absolut anbefales.

Sponsorfotos – Hvad er det?

Sponsorfotos er et koncept i Kibæk Fotoklub, hvor vi hjælper dem, der hjælper os. Vi tror nemlig på, at samarbejdet er bedst, når begge parter får noget ud af det. På godt dansk skal det være “win-win”. Det vi i Kibæk Fotoklub kan bidrage bedst med er billeder. Derfor tilbyder vi klubbens sponsorer at lave billeder efter den enkeltes ønske, og disse billeder må naturligvis bruges til alt fra hjemmesider til tryksager.

Måske dit firma mangler profilbilleder at de ansatte, eller et billede af lokaliteterne, eller billeder fra firmafesten til intranettet, eller et lokalt billede til at hænge i receptionen eller … Det er præcist sådanne billeder Kibæk Fotoklub kan levere som en del af et sponsorsamarbejde.

Hvis du er interesseret så kontakt Jørgen på info@kibaekfotoklub.dk eller telefon 21484955 for en god snak om mulighederne for samarbejde.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Del artiklen