Invitation til 6933 FM – Danmarks hyggeligste fotomaraton

Hvornår:
3. juni 2023 kl. 09:00 – 14:00
2023-06-03T09:00:00+02:00
2023-06-03T14:00:00+02:00
Hvor:
(Alhuset)

Invitation til 6933 FM – Danmarks hyggeligste fotomaraton 2023

Kibæk Fotoklub er glade for at invitere dig til 6933 FM – Danmarks hyggeligste fotomaraton.

Lørdag den 3. juni 2023 kl. 9.00 – 14.00

Mødested: Alhuset, Kastanie Allé 27, 6933 Kibæk

6933 FM – Danmarks hyggeligste fotomaraton foregår i og omkring Kibæk og vægter både det sociale og det fotografiske højt. Det skal være hyggeligt at være amatørfotograf. Alle med et kamera og lyst til at være sammen med andre amatørfotografer er velkomne, og du behøver ikke at have deltaget i et fotomaraton før.

Selv om Kibæk Fotoklub har haft meget fokus på naturbilleder sidste år og i år, er fotomaratonet ikke specielt omkring naturbilleder. Du må naturligvis gerne bruge billeder fra naturen i din løsning af opgaverne, men det er helt op til dig og din kreativitet.

Billet koster 125 kr (plus billetgebyr). Køb din billet senest den 30. maj 2023 kl. 12.00

Dagens program

9.00     Velkomst og kaffe
9.30     Introduktion til fotomaraton og udtrækning af de fotografiske emner
13.00    Fotomaraton slutter
13.15    Frokost
14.00    Afslutning

Sådan foregår det

En af deltagerne i gang med opgaverne. 6933 FM 2021
En af deltagerne i gang med opgaverne i 6933 FM 2021

Efter den fælles velkomst og kaffe udtrækkes 5 fotografiske emner, som skal løses inden fotomaratonet slutter. Undervejs går du rundt i Kibæk, hvor du må lave alle de billeder, du vil af hvert emne. Du kan altså risikofrit eksperimentere med motiver, ideer, vinkler og indstillinger. Når du kommer hjem, udvælger og efterbehandler du 1 billede for hvert af de 5 fotografiske emner, hvorefter du indsender dine 5 billeder.

Indsendelse af billeder

Sidste frist for indsendelse af dine billeder er den 9. juni 2023 kl. 12.00. Send dine billeder til 6933FM@kibaekfotoklub.dk og brug gerne www.wetransfer.com.

Resultater

Senest den 17. juni 2023 vises resultaterne på www.KibaekFotoklub.dk og vinderne får direkte besked.

Præmier

Der er symbolske præmier og diplomer til emnevindere samt den samlede vinder.

Pris og tilmelding

Det koster 125 kr (plus billetgebyr) per deltager. Dette inkluderer morgenkaffe og frokost med tilhørende kaffe, te, vand.

Tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejning og sker ved køb af billet senest den 30. maj 2023 kl. 12.00

Køb billet med den grønne knap foroven.

Yderligere information

Hvis du har spørgsmål omkring arrangementet, er du meget velkommen til at kontakte:

Jørgen D. Vestergaard, jdvestergaard@hotmail.com, tlf. 21484955

Du kan også hente invitationen som PDF her.

Læs også artiklen fra 2021, hvor 6933 FM blev afholdt for første gang. Læs den her.

Vinderbillede i kategorien “Det perfekte sted” af Niels Finnerup. 6933 FM 2021

Spørgsmål og svar

  • Hvem kan deltage i 6933 FM?
    •  Alle med lyst til samvær og hygge om vores fælles hobby – foto – er meget velkomne. Vi håber, vi kan hygge, inspirere og udvikle hinanden.
  •  Hvilke regler er der for optagelse af billederne?
    •  Dine billeder skal laves på dagen for fotomaratonen i tidsrummet 9.30 – 13.00. Billederne skal laves i Kibæk by, afgrænset af byskiltene.
  • Må der kun afleveres naturbilleder
    • Nej, du må aflevere billeder med lige præcist det indhold, du vælger. Selv om Kibæk Fotoklub har haft fokus på billeder fra naturen er denne fotomaraton ikke specifikt om naturbilleder.
  • Hvor meget må jeg efterbehandle billederne?
    • Du må lave almindelig billedbehandling som eksempelvis beskæring, farve (inklusiv konvertering til sort/hvid), lys og kontrast lige som du også må fjerne ting i billedet. Lad være med at lave overbehandlede ”photoshopbilleder” eller sammensætning af flere billeder i billedbehandlingsprogram
      .
  • Hvad med rettigheder til billederne?
    • Når du indsender dine billeder, giver du Kibæk Fotoklub lov til at vise og bruge dine billeder. Du beholder selv alle rettigheder.
  • Hvad går deltagerbetalingen til?
    • Betalingen går udelukkende til direkte udgifter. Kibæk Fotoklub planlægger ikke overskud af arrangementet.
  • Hvad er præmierne?
    • Der uddeles præmier og diplomer til vinderen af hver af de 5 kategorier samt til den samlede vinder. Præmierne er symbolske for at fokusere på det sociale og holde prisen lav.
  • Hvem og hvordan bedømmes billederne?
    • De indsendte billeder bedømmes af 2 eksterne og uafhængige dommere. Dommerne bedes hver for sig vælge og rangere de 5 bedste billeder inden for hver kategori. Pointene fra de to dommere lægges sammen hvilket giver det samlede resultat.Ved pointlighed trækkes lod.
Vinderbillede i kategorien “Bløde former” af Bjarne Lund. 6933 FM 2021

Del artiklen