Naturen01 Hugorm

Fotograf: Trine Graabæk Hansen

Hugorm

(Vipera berus)

Danmarks farligste (og eneste) giftslange! Hugormen lever op til sit navn, den hugger nemlig efter sit bytte, eller når den skal forsvare sig. Men bare rolig, den tror ikke, at vi mennesker er mad, og den hugger os heller ikke for sjov. De mennesker, der bliver bidt af en hugorm, er enten kommet til at træde på den eller været lidt for overmodige at samle den op. Så en god grundregel er, at hvis man møder en hugorm, så nyd den på god afstand, men lad den være i fred. Den er faktisk fredet, så vi skal passe godt på vores giftslange. Det er de færreste, der har sen en hugorm, selv hvis de har været steder, hvor hugormen findes, for den er helt ekstremt sky og vil skynde sig i skjul, når der kommer store mennesker trampende hen over jorden.
   Men da den er et krybdyr, kan den ikke gemme sig hele tiden. Den har nemlig brug for sollys. Krybdyr er nemlig vekselvarme dyr, hvilket betyder, at deres kropstemperatur følger omgivelsernes. Den skal derfor bruge varme for at få gang i kroppens muskler og har derfor brug for solrige steder, ligesom buskene er vigtige, når den skal skynde sig i skjul.
   Den kan jage på forskellige måder. Den kan lugte sig frem til byttet eller ligge helt stille og vente på, at byttet kommer forbi. Når byttet er inden for rækkevidde, hugger den hurtigt sine to sylespidse gifttænder i for eksempel en forsvarsløs mus, firben eller en padde. Når hugormen har hugget sit bytte, vil det ofte flygte et stykke væk, før giften virker. Så bruger den sin fantastiske lugtesans, som sidder i tungen, til at lugte sig frem til byttet. Og så går den ellers i gang med at sluge byttet – helt, hvorefter det bliver fordøjet nede i maven. Hugormen kan ikke høre, og den ser heller ikke supergodt, lugtesansen er derfor meget vigtig. Grunden til, at den kan lugte med tungen, er, at den tvedelte slangetunge passer op i ganen, hvor der sidder et lugteorgan, der hedder det jacobsonske organ. Så den stikker tungen op i organet og ud i luften, hvor den snuser sig frem. Ganske smart! Og så kan den i øvrigt også både svømme og klatre, hvilket er ret imponerende, når den nu ingen ben eller arme har. Men det er ikke noget, den gør ofte. Vores anden slange, snogen, er den, der er mest kendt for at svømme, og hugormen ser man stort set altid nær jorden.

Om foråret går det helt store kurmageri i gang, hannerne kæmper om hunnernes gunst, og til sidst vil et par gå afsides og parre sig. Hugormen lægger ikke æg, den føder små levende hugorme unger i august måned, og de er gnaske nuttede, men også giftige fra start af. Skulle man nogensinde være så uheldig at blive bidt af en hugorm, er det vigtigt at tage på hospitalet for en sikkerheds skyld. Men bare rolig, det er altså ikke noget, der sker særlig tit, og jeg har stadig ikke formået at træde på en hugorm ved et uheld på trods af, at jeg hele tiden vælter rundt i naturen – og hugormeland. For den når langt de fleste gange at flygte i skjul, før man overhovedet kommer i nærheden af den.

Udseende og levested

Hugormen kan minde om snogen. Men snogen er helt sort og helt harmløs, og det vigtigste kendetegn er to gule pletter i nakken, det har hugormen aldrig. Hugorme har oftest et meget fint sort zigzagmønster ned ad ryggen, hannerne er oftest grå i grundfarven, og hunnerne brunlige. Men der findes i sjældne tilfælde helt sorte eller helt brune hugorme, så husk altid snogens to pletter i nakken, hvis du støder på en slange og skal artsbestemme den. Derudover har hugormen røde øje med en aflang pupil (snogen har sorte øjne), der gør den noget gnaven at se på, og under øjet har den en fin, hvid stribe. Hugormen måler typisk k60-80 centimeter, den findes i det meste af landet, men mangler dog på flere øer og er ekstremt sjælden på Lolland.
   Habitatet skal også være helt rigtigt, før dr er hugorm, da den foretrækker lysåbne områder med spredte buske og vegetation.
   Den kan også ses i for eksempel stenbunker, da sten bliver dejligt varme i solskin og samtidig er gode gemmesteder. I oktober går hugormene i hi for vinteren, og her ligger de gerne flere sammen under jorden. Når det så bliver marts, begynder de første hanner at dukke frem, og efter en måneds tid kommer hunnerne også.

Kort og godt

Hvor ses den:

Udbredt i hele landet, men mangler på flere øer.

Hvornår ses den:

Marts til oktober.

Hvorfor er den så fed:

Fordi den kan sluge sin mad i en mundfuld, og fordi den har gift som sit vigtigste våben.

Tekst af Vicky Knudsen gengivet fra bogen “Vickys vilde verden” udgivet af Politikens Forlag.
Gengivet med forfatterens tilladelse.

Læs også om de øvrige dyr i udstillingsserien ved at klikke på billederne herunder

Del artiklen